De efterfølgende reaktioner på historien i avisens debatfelt og på sociale medier tyder på, at både kunden og direktøren var lidt for hurtige på aftrækkeren. Nogle peger på, at det medfølgende billede fra producenterne er en egebille og ikke en skarabæ. Man kan så undre sig over, om 'neckless Bull' (sic), det andet smykke, overhovedet forestiller Baphomet-skikkelsen, der ganske rigtigt kan associeres med både okkultisme og satanisme. Man kan måske, med et begreb fra Richard Landes, ane en vis 'semiotisk ophidselse' hos kunden, baseret på overfortolkning af konnotationsløse pigesmykker? Landes semiotic arousal betegner netop en tilstand af ophedet tegntolkning, der kan findes hos dommedagsprofeter og konspirationsteoretikere, men altså også hos bærere af anti-satanistiske rygtepanikker.
En anden gruppe går et skridt videre og undrer sig over, hvordan et ægyptisk genfødsels- og transformations-symbol som skarabæen pludselig bliver satanisk. Her kan vi tale om tolknings-'overgreb' fra en religion (kristendommen, må vi antage) til en anden; fredelig førkristen symbolik bliver ondskabsfuld og dæmonisk. Ikke overraskende stammer en del kommentarer fra personer, der identificerer sig som nypagane, nyhedenske eller nyåndelige, og derfor ser såvel kundens reaktion som butikkens knæfald som en kristen desavouering af 'deres' tradition og ikonografi. Andre kommentarer spiller omvendt på den sekulære pointe, at hvis tyrehoveder og egebiller skal ud, må korset samme vej.
Forestillinger om det sataniske og sataniske forestillinger
I denne sammenhæng skal vi se på et tredje aspekt, der ikke gøres eksplicit i debatten. Både kunden, direktøren og størstedelen af kommentatorerne ser nemlig satanisme og okkultisme som noget farligt og forfærdeligt, der for alt i verden skal holdes væk fra åbne pigesind. Alle er altså enige om, at satanisme betegner noget negativt – en 'anden', man skal distancere sig fra – hvad enten baggrunden er kristen, sekulær eller nyåndelig. Kritikken stopper derfor ved tolkningsovergrebet og udvider det ikke til også at gælde faktiske satanister, der trods alt er noget andet og mere end populærkulturens og rygtepanikkernes kristenpåvirkede forestillinger. Sagen med de 'satanistiske smykker' bliver således en mulighed for at drøfte forskellige perspektiver på satanismens indhold og funktion. Som et første skridt må vi skelne mellem forestillinger om det sataniske og sataniske forestillinger.
Forestillinger om det sataniske er de kulturelle drømmebilleder, der kobler Satan, satan-dyrkere, kriminalitet og obskønitet med okkulte forestillinger og praksisser. De findes i gyserfilm og rockmusik, i kristen og okkult advarselslitteratur og i teenagerummet, i vandrehistorier og myter. Fremstillingerne udpeger andre end dem selv som 'onde', og fremhæver derfor samfundets (og talerens) egen dyd, hvad enten der abonneres på et kristent eller sekulært livssyn. Vi kunne kalde det en socialt forstærket, kulturel 'Satan-kode' om mørke kræfter, der går på tværs af medier, subkulturer og livssyn. Denne kode har rødder i både før-kristne, før-moderne og moderne ondskabsforestillinger, og trækker derfor på både mytologi og psykopatologi, blandt mange flere. Klassisk antikristen satanisme er altså i stor grad en social konstruktion.
Sataniske forestillinger er noget helt andet. Her taler vi om de konstruktioner og italesættelser af det sataniske, der stammer fra faktiske, selverklærede satanister, som Anton LaVeys Church of Satan, danske Satanisk Forum eller de mange uafhængige satanister, vi finder på nettet. Selvom disse kan og ofte vil forholde sig til den kulturelle kode og dens mange aflægninger som brugbar modstandskultur, er de sataniske forestillinger omdefinerede i retning af positive selvbilleder. Her er altså tale om sataniske livssyn, der kombinerer gamle og nye forestillinger om det sataniske med en satanisk menings- og identitetsdannelse. Moderne satanisme bliver således en samlebetegnelse for en række strømninger og grupperinger, der bruger Satan, beslægtede mytologiske figurer og en lang række traditionelle forestillinger i omtolket form til at farve deres individorienterede og normbrydende selvudviklingsprojekt.
Satan-koden
Hvis vi anvender dette begrebspar på smykkesagen, bliver det tydeligt, at der sker en uheldig aktivering af en række forestillinger om det sataniske, der resulterer i knæfaldsreaktioner hos butikkens ledelse. 'Slik symbolikk' kan ingen leve med at sælge til børn og unge. Om smykkerne faktisk er sataniske er irrelevant, i det øjeblik Satan-kodens dramaturgi bliver aktiveret. Projektionen af en dæmonisk og antikristen symbolik gør, at ingen spørger hvorvidt smykkerne bruges af satanister og derfor kan siges at involvere sataniske forestillinger. Dette er desværre helt normalt. Generelt kan man sige, at fremstillinger af satanisme bruges til at sige enten for meget eller for lidt. Begge er udbredte fejlslutninger på tværs af aktører og medier.
I det første tilfælde antages et slægtskab mellem selverklæret satanisme, beslægtede strømninger som vestlig okkultisme, og fænomener, der kun overfladisk deler ligheder, som dødsmetal eller nypaganisme. Komplekset kan så i anden række sammenblandes med forestillinger om det sataniske, der som vi så er modbilleder, der ikke findes hos eksisterende grupper. Ideen om et givet satanisk meningsindhold, der i sig selv er højst tvivlsomt, giver derfor ikke bare en, men to lag af overfortolkning. Denne lagdelte sammenblanding udvisker satanismens særtræk, hvilket paradoksalt nok gør den mere udbredt og farlig, end den egentlig er. Her kan det være illustrativt at inddrage et andet eksempel, nemlig den kortvarige mediestorm omkring Peaches Geldof, rockstjernen Bob Geldofs vilde datter, og organisationen O.T.O, Ordo Templi Orientis.
Kjendis i satanisk sexkult?
I våren 2013 begyndte rygterne at florere om Peaches Geldofs aktive medlemskab af en 'satanisk sexkult'; først i britiske Daily Mirror, Look Magazine og Daily Mail, senere på en lang række europæiske kjendisnettsteder og i trykte medier, også i Norge. I en lille måned spredte spekulationerne sig om konspirationer blandt underholdningseliten, sexritualer og sort magi, og de tog gradvis en mere dyster tone som de kom fjernere fra ophavet. Hvad der startede som en 'kult' eller 'sekt', blev gradvis til en 'sex-kult', en 'satanisk sex-kult' og til sidst en 'sadomasochistisk satanisk sex-kult' involveret i stofmisbrug og vold.
Rygterne var da heller ikke taget ud af den blå luft: Peaches Geldof lagde i sommeren 2011 et billede på fototjenesterne Twicsy og Instagram af en hjerteformet tatovering med indskriften O.T.O. Selvom teksten sagde: 'My o.t.o tattoo- who can guess what this means?', fik det ikke de store reaktioner. Det var først, da hun i marts 2013 lagde et billede samme sted af det syvtakkede segl for den magiske orden A.:. A.:. med påskriften '#93 #Thelema #o.t.o for all my fellow Thelemites on instagram !', at kjendisjournalisterne fik færten af en sensation. Både O.T.O., A.:. A.:. og religionen Thelema er knyttet til Aleister Crowley, en af det tyvende århundredes mest berygtede okkultister og en mediedarling siden 1920-tallet på grund af hans seksuelle eksperimenter, stofmisbrug og dramatiske magiske operationer. At hun opfordrede sine fans at læse hans okkulte bøger ('I would buy aleister crowleys books on it, they're not expensive and super interesting x'), gjorde bare sagen så meget mere urovækkende.
Historien er interessant af flere grunde. Mest oplagt er den et indlæg i debatten om berømthedernes brug af spirituelle tjenester og adspredelser. Her tjener 'kulten' O.T.O. som et foreløbigt endepunkt for Peaches Geldofs søgen, der går fra heroinmisbrug og tilfældig sex til Scientologi og Kabbalah á la Madonna. Hvad enten journalisterne valgte en dramatisk eller mere affærdigende holdning, var alle enige om at Peaches valg viste dårlig dømmekraft. Det er i den forbindelse tankevækkende, at nyhedsbilledet fra slutningen af april 2013 bliver erstattet af beretningen om hendes nyfødte barn, fødselsdramaet og de glade forældre uden spor af diabolske undertoner. Ingen spekulerer i at forbinde de to ting, hvilket vel primært illustrerer kjendispressens lave opmærksomhedstærskel og journalistikkens grunde karakter.
Den imaginære satanisme
I den nærværende sammenhæng er det dog mere lærerigt at følge et andet spor, nemlig den blivende forbindelse, medierne på en gang trækker på og skaber mellem Aleister Crowleys arv, satanisme og sex. For det første er O.T.O. ikke satanisk i nogen af de betydninger, vi har diskuteret ovenfor. Dermed ikke sagt, at Crowleys bøger og organisationens ritualer er blottet for anti-kristne holdninger, specielt når det gælder magisk omgang med 'dæmoner' og de moralske grundprincipper; men Thelema og O.T.O. er 'satanistiske' på samme måde som samtidig paganisme, nyåndelighed og selvhjælp er satanisk, nemlig ved at fokusere på individet og det dennesidige og tage afstand fra den kristene dogmatik og institutioner. I udvidet forstand ser vi, at disse ligheder findes, men at de stammer fra fælles forfædre og udstrakt lånevirksomhed snarere end en ideologisk samkøring.
For det andet bygger både sagen om Peaches Geldof og de sataniske smykker på præmisset, at adjektiverne 'satanisk' og 'satanistisk' gør noget godt dårligt og noget dårligt endnu værre. En 'sex-kult' er måske krænkende, men en 'satanisk sex-kult' er udenfor kategori. Dette er en naturlig konsekvens af den kulturelle Satan-kode, der postulerer en imaginær satanisme forbundet med monoteistiske dogmer og fortællinger. Diabolske adjektiver bliver således en retorisk reaktivering af et udvandet kristent værdisæt, der står i modsætning til både moderne satanisme og mange andre, beslægtede strømninger.
Hermed kan vi for det tredje konstatere, at O.T.O. heller ikke er en 'sex-kult'. Som med mange andre okkulte grupper spiller seksualitet en vigtig rolle i organisationens ideologi og symbolik, men det er ikke det, der ligger i ”sex-kult”. Her antydes orgier, hellig prostitution, sadomasochisme og obskønitet. Med dette in mente er jeg mere interesseret i koblingen mellem sex og Satan. Alternativ seksuel adfærd, kønsroller og moralitet er et synligt og vedvarende aspekt i sataniske forestillinger, men dette er (i lighed med O.T.O.) kun et af flere registre hvorigennem de vestlige moralbegreber kan udforskes og udfordres. Politisk ekstremisme, blasfemi, æstetisk og symbolsk vold kan aktivere de samme umiddelbare følelser af rigtigt og forkert, der kan bruges til at bearbejde kulturel betingning og vane.
Det virtuelle sataniske miljø
Med dette er vi fremme ved den anden fejlslutning, nemlig når fremstillingen af satanisme siger for lidt. Udover sammenblandingen af sataniske og ikke-sataniske forestillinger overser mange fremstillinger den interne mangfoldighed, der faktisk er i moderne satanisme. Jeg har i min forskning postuleret eksistensen af et 'satanisk miljø', der fremmer spredningen af sataniske forestillinger og dermed dannelsen af sataniske individer og grupper. Dette skal ikke forstås bogstaveligt, som en gruppe af mennesker eller en 'bevægelse'. Det er snarere et virtuelt fænomen, der opretholdes gennem overlappende netværk af individer, tidskrifter, hjemmesider og medieprodukter, hvilket igen nærer en fælles smag, fælles referencerammer og en fælles følelse af abstrakt fællesskab eller tilhørighed. Der er altså tale om en økologi eller habitat, der går forud for den enkelte satanist og den enkelte gruppe, og som vil eksistere efter disse ændrer identitet eller opløses, og dog alligevel binder dem sammen. Det sataniske miljø er både lokalt forankret (i konkrete aktiviteter) og har global spændvidde, og det rækker både ind i isolerede subkulturer og ud i mainstreamkulturen. Der er også et vist overlap til lignende miljøer omkring f.eks. ceremoniel magi, nypagane strømninger og konspirationskultur.
Ved at studere tekster, billeder, grupper og aktiviteter i dette miljø er det muligt at isolere forskellige sataniske orienteringer, f.eks. en oppositionel anti-kristen, en transformatorisk religiøs og en humaniserende rationalistisk-filosofisk position. Disse satanismer (i flertal) kontrasterer den gængse fremstilling af satanisme (i ental) som beskrevet af medlemmer af Church of Satan og lignende grupper, der alle forholder sig til Anton LaVeys Sataniske Bibel. Det korrekte ved denne fremstilling er, at dette klart må siges at være en dominerende fortolkning og en synlig organisation indenfor miljøet i bred forstand. Men ved at sætte lighedstegn mellem satanisme og én fortolkning af den, overtager vi en specifik italesættelse af, hvad satanisme er. Dette eksklusive fokus fordrejer det totale billede af en mangfoldighed af fortolkninger, der alle postulerer at være den 'rigtige' satanisme. Hvad værre er benytter alle positioner sig selektivt af manøvrer, der ellers kendetegner andre ståsteder. Det oppositionelle kan genfindes i samtlige orienteringer som et fokus på gråzoner, skyggesider, grænseoverskridelse og provokation; det transformatoriske i betoningen af selvudvikling og personlige udtryk, og det filosofiske i omtolkningen af myter og magi til psykologi og videnskab. Der er altså tale om grader af rendyrkelse og uldne grænser.
Selvom den første fejlslutning, sammenblandingen af satanisme og ikke-satanisme eller fantasi og selvbillede, oftest findes i mere konfessionel, teologisk præget litteratur, er den som vi har set ikke kun en kristen knæfaldsreaktion, men må betegnes som standardpositionen i de fleste medier. På samme vis er det andet problem, et eksklusivt fokus, nok mest udbredt i fagligt funderede akademiske populariseringer, men også belæste teologer og kommentatorer kan overtage centrale talspersoners ideer og glemme kildekritik, balance og historiske tendenser.
Den post-kristne, menneskelige satanismen
Begrebet satanisme peger ikke på et fænomen, men mange, og det er derfor vigtigt at påpege, at der er mange ting, satanisme ikke kun er. Det gælder f.eks. en tilbedelse af den kristne antigud og en paraplybetegnelse for rituel vold, obskønitet og kriminalitet. I tilfældene WOW/BikBok og Peaches Geldof er klare skillelinjer vigtige, fordi vi er mindst to led fra en satanisme, der faktisk findes. Her kan vi altså med god ret sige, at noget er rigtigt og forkert. Men dette oplysningsarbejde skal gøres på det rette grundlag og med det rette blik for nuancer indenfor samtidig, selverklæret satanisme, hvad enten den er organiseret eller individuel. Når dette er sagt, er der naturligvis større og mindre tolkningsfælleskaber indenfor det sataniske miljø med forskellig definitionsmagt udadtil og indadtil. Fælles for majoriteten af satanister er en 'post-kristen' indstilling.
Satanisme har med andre ord fjernet sig gradvist fra den kristne kontekst gennem en række symbolske og diskursive retraderinger af Satan-skikkelsen i de sidste århundreder, der kulminerer i nutidens mangetydige identifikationer. Hermed bliver forholdet mellem forestillinger om det sataniske og sataniske forestillinger mere varieret, specielt hvad gælder omtolkningen af det sataniske fra en aktiv modstandsidentitet, som bygger på Satan-koden, til et ikke-kristent verdenssyn skabt af satanister, der hverken interesserer sig for pigesmykker eller kjendisliv.
Denne tekst anvender enkelte steder materiale publiceret i artiklen ”Moderne satanisme: en religionsvidenskabelig rejseparlør”, Religion nr. 1 (2013), s. 24-33, skrevet til et dansk publikum. For yderligere studier kan jeg anbefale Per Faxneld og Jesper Aa. Petersens The Devil’s Party. Satanism in Modernity (Oxford University Press 2013), såvel som min doktorafhandling Between Darwin and The Devil: Modern Satanism as Discourse, Milieu, and Self (2011), der ligger online på NTNUs Diva-portal.
Jesper Aagaard Petersen er førsteamanuensis ved program for lærerutdanning, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet (NTNU)
Bloggen er et faglig orientert nettsted som drives av det tverrfakultåre forskningsnettverket